Book allerede idag!
Flere erhvervsturister til Nordjylland
- 04/12/17

Flere erhvervsturister til Nordjylland

 
Nordjylland halter efter resten af landet, når det kommer til at hente møder, kurser og konferencer til landsdelen.
 
Analyser fra VisitDenmark viser, at sammenlignet med de øvrige regioner ligger Nordjylland sidst i feltet både på omsætning, værditilvækst og beskæftigelse på mødemarkedet. Det skal der laves om på, og derfor er VisitAalborg, VisitHimmerland, VisitJammerbugt og Turisthus Nord samt 25 nordjyske møde- og event-arrangører, heriblandt Hotel Aalborg, gået sammen i netværket Nordjyske Møder. Formålet er at promovere Nordjylland som en attraktiv destination for erhvervsturister og derved trække flere danske møder og events til regionen.
 
- Erhvervsturisterne kommer ikke af sig selv. De vælger steder, som er top-of-mind. Derfor må vi ud og gøre en proaktiv indsats for at vise flaget og hente dem herop, siger Bo Kikkenborg, hoteldirektør på Hotel Aalborg.
 
Det gør Hotel Aalborg bl.a. ved at deltage aktivt i det nye netværk men også ved at satse målrettet på at tiltrække endnu flere erhvervs- og mødeturister til hotellet i fremtiden: I den kommende femetagers tilbygning er to etager særligt dedikerede til forretningsgæster, mens stueetagen indrettes til nye møde- og konferencelokaler.
 
Sjællandske mødebookere på besøg
En erhvervsturist bruger i gennemsnit flere penge pr. døgn end den generelle feriegæst, og derfor er det en attraktiv målgruppe at profilere regionen overfor. Det gør Nordjyske Møder bl.a. ved at invitere sjællandske mødebookere på såkaldte ”site inspections”. Over to dage kommer mødebookerne ud og ser en lang række forskellige faciliteter og event-muligheder i det nordjyske.
 
- Vores egne undersøgelser blandt de møde- og eventbookere, som vi har haft på besøg fra de store, nationale virksomheder med hovedkontor på Sjælland, har et utrolig lavt forhåndskendskab til Nordjylland: Kun godt 20 procent har sat deres fødder i det nordjyske; de kender ikke til vores mange faciliteter; de ved ikke, at vi ofte er en billigere løsning end for eksempel Sjælland, eller at der er 16 daglige flyafgange mellem København og Aalborg. Der ligger tydeligvis en stor opgave foran os i forhold til at øge branchens kendskabsgrad tilos, siger Jane Pilgaard, som er Project Manager og Nordjyske Møders ansigt udadtil.
 
Nordjysk lune hitter
Siden Nordjyske Møder blev etableret i maj 2017, har Hotel Aalborg haft besøg af to grupper sjællandske møde- og eventbookere. Her benyttede Bo Kikkenborg og hans medarbejdere lejligheden til både at fortælle om hotellets historie og tilbud, Aalborg som kulturby og ikke mindst vise mødebookerne den nordjyske lune, som åbenbart falder i rigtig god jord hos de sjællandske gæster:
 
- I Nordjylland har vi nok en tendens til at underspille, hvad vi egentlig kan tilbyde som mødedestination, og derfor bliver mødebookerne især fra København meget positivt overraskede, når de besøger os. Udover feedback på vores faciliteter nævner de også ting som hygge, god atmosfære, ægthed, nærvær og høflighed – parametre som ikke kan måles og vejes, men som helt sikkert bidrager til, at de vælger Nordjylland næste gang, slutter han.

Tilbage til oversigten