Book allerede idag!
VI SØGER 2 NYE HOTELVÆRTER TIL KØKKEN OG RECEPTION

Vil du være med til at fortsætte den gode udvikling for Hotel Aalborg?
Hotel Aalborg har været i en rigtig god udvikling gennem de seneste 5 år. Lige nu udvider vi vore faciliteter til det dobbelte og forventer at kunne åbne Aalborgs nyeste og hyggeligste hotel i november 2018.

Vil du være med på holdet skal du bl.a. have fokus på værtskab, glæde dig over mødet med hver eneste gæst, yde høj kvalitet i vore serviceydelse og sætte en ære i, at vore gæster må føle sig hjemme.

Ord som humor, stabilitet, hjælpsomhed, fleksibilitet og relevant joberfaring knytter sig til begge job.

Dine primære ansvarsområder, hvis du vælger nyt job som køkkenmedhjælper (30 timer/uge):
  • Tilberedning og opdækning til morgenbuffet, frokost og møder
  • Anretning, opdækning og servering til fester og arrangementer
  • Værtskab i forhold til at møde gæsterne i restauranten på en hjælpsom og nærværende måde
  • Afrydning, opvask og rengøring – således at vore gæster oplever kvalitet og ordentlighed.
Dine primære ansvarsområder, hvis du vælger nyt job som receptionist (37 timer/uge):
  • Modtagelse af vore gæster – vise gæstfrihed og hjælpsomhed (som var det dine egne gæster).
  • Sørge for at alle nødvendige informationer gives så vore gæster må føle sig hjemme
  • Håndtering af vores bookingsystem og andre digitale systemer – så der opleves høj kvalitet
  • Stadig opmærksom på, at vore gæstefaciliteter ser rene og indbydende ud
  • Telefonisk betjening af vore kunder – så de kan høre dit nærvær/din interesse i telefonen
  • Service står aldrig alene – vi driver også forretning. Mersalg er som hovedregel = god service.
Om os:
Hotel Aalborg, det tidligere Aalborg Sømandshjem, er en selvejende institution, der gennem mere end 100 år har bygget på folkekirkens værdigrundlag. Heraf udspringer vore værdier: Nærvær, omsorg, hjertevarme og ligeværdighed.
Vi ønsker at være et hotel, der skaber en god og varm atmosfære for vore gæster.
Hotel Aalborg er en non-profit institution. Alt hvad vi tjener bruger vi til velgørenhed, bl.a. gennem driften af Seaman Aalborg, der bl.a. yder servicering af alle sømænd, der kommer til Aalborg. Alle gæster der gør brug af vore faciliteter uden beregning skal opleve samme varme atmosfære som betalende gæster.
For at det fortsat kan lykkes, er det vigtigt at vi også på de indre linjer blandt vore medarbejdere oplever, at der er et godt og udviklende arbejdsmiljø. Det tilstræber vi - og det tilbyder vi også nye medarbejdere.

Ansøgning:
Skriv en kortfattet ansøgning inden den 25. april kl. 12.00, hvor du fortæller om dig selv og redegør for, hvorfor du gerne vil arbejde hos os. Vedhæft gerne dit CV og et foto.
Send din ansøgning til Jan, hvis du ønsker stilling i receptionen: jensen@hotelaalborg.dk   
                            
Send din ansøgning til Pia, hvis du ønsker stilling i køkkenet: pia@hotelaalborg.dk

Ansættelsessamtaler forventes gennemført ultimo april.